Forløbet: Tiden efter operation for tragtbryst - Aleris-Hamlet
 

FORLØBET

Tiden efter operation for tragtbryst

Her kan du finde svar på, hvad kan du forvente dig i tiden efter operation for tragtbryst. Hvad må du hvornår?


Smerter

Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin, så længe du har brug for det. Du får stærk smertestillende medicin med hjem til de første dage, men har du behov for det i længere tid, skal du tale med din egen læge om dette.

Hævelse

Hævelse af det opererede område er normalt og kan vare i flere uger / måneder efter operationen.

Blodansamlinger

Blå mærker og blodansamlinger på brystet / maven er ligeledes normalt og forsvinder af sig selv efter nogle uger.

Træthed

Du må forvente at være mere træt end sædvanlig i tiden efter operationen. Du anbefales at tage hvil i løbet af dagen og få ekstra proteiner gennem kosten, så længe du er træt.

Arbejde / sygemelding

Du aftaler med speciallægen ved forundersøgelsen, hvad du skal forvente. Det afhænger af, hvad du laver til daglig.

Aktivitet

Efter operationen er der visse bevægelser, som du ikke må gøre de første 6 uger for at sikre, at barren kommer til at sidde helt stabilt. Du må derfor:

  • Ikke ligge på siden
  • Ikke bøje fremad eller vride overkroppen
  • Ikke løfte mere end 2 kg foran kroppen
  • Ikke løfte mere end 5 kg i rygsæk, som du skal have hjælp til at få på og af
  • Ikke cykle

Efter de 6 uger må du starte med jogging, svømning og cykling, og du må løfte i al almindelighed.

Efter 12 uger må du deltage i al aktivitet på nær voldsom kontaktsport såsom amerikansk fodbold, rugby, ishockey og kampsport.

Sexliv

Undgå stillinger, der kan være belastende for brystkassen og mavemusklerne, de første 6 uger.

Fjernelse af tråde og opfølgning

Der er oftest ingen tråde at fjerne, men hvis sårene er syet med tråde, som skal fjernes, så skal det ske hos egen læge efter 10-12 dage.

Efter 6 - 8 uger skal du have taget et røntgenbillede for at se om barren / barrerne sidder, som den / de skal. Hvis du kommer langvejs fra, kan du få foretaget røntgenundersøgelsen på dit lokale sygehus, og billederne sendes til Aleris-Hamlet Aarhus, hvor kirurgen vil se på dem.

Genoptræning

Du skal fortsat træne flittigt derhjemme – også selv om du får tilbudt yderligere fysioterapi. Vi sørger for henvisning til videre træning.

Lufthavne

Du kan opleve, at metaldetektor i lufthavne kan blive aktiveret af det indsatte materiale. Du får et kort udleveret, hvorpå der står, at du er opereret. Du kan også vise dine ar, hvis det bliver aktuelt.

BOOK TID
0

0,00 DKK