Forløbet: På operationsdagen for fedtsugning - Aleris-Hamlet Cosmetic & Surgery
 
FORLØBET

Fedtsugning - På operationsdagen

Det giver tryghed at vide, hvad der skal ske på operationsdagen. Vi gennemgår det til forundersøgelsen, men du kan også læse om det her.


Dagkirurgi

Operationen bliver lavet som dagkirurgi. På Aleris-Hamlet følger vi helt specifikke udskrivelseskriterier, hvilket betyder at du bliver udskrevet, når du opfylder disse kriterier. Oftest kan du blive udskrevet 3 - 4 timer efter operationen.


Operationen

Operationen kan vare mellem 1 - 4 timer­ afhængig af hvor meget fedt, der skal fjernes og hvor mange områder,­ der skal suges. Der anvendes en såkaldt­ våd teknik, hvor der først indsprøjtes saltvand tilsat lokal­bedøvelse og adrenalin. Det betyder, at der er mindre ubehag, færre smerter samt mindre blødning efter operationen. Gennem små indstikssteder i huden på omkring 4 mm – så vidt muligt lagt i de naturlige bøjelinjer – suges fedtet ud vha. tynde metalkanyler på 2 - 4 mm tykkelse. Efter endt sugning sys de små stikkanaler sammen med en tynd tråd.

Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene­ ved operationens slutning. Afslutnings­vis dækkes­ de små sår med tape, og du får en komprimerende­ bandage på i form af elastiske bukser, mavebælte, strømper­ eller hagerem afhængig af hvor du er blevet fedtsuget­.

Ifølge loven om kosmetiske behandlinger­ må man højest suge 4 l fedt ad gangen.


Efter operationen

Efter operationen taler du med plastikkirurgen og sygeplejersken, som informerer om forholdsregler i tiden efter operationen og svarer på evt. spørgsmål.

I gang igen

Af hensyn til dit almene velbefindende og for at forebygge dannelsen af blodpropper, er det vigtigt, at du hurtigt kommer på benene igen efter operationen. Du skal ikke ligge i sengen, men gå stille omkring og hvile dig indimellem.

BOOK TID