Forløbet: Mulige bivirkninger og komplikationer ved en brystforstørrelse - Aleris-Hamlet Cosmetic & Surgery
 
FORLØBET

Mulige bivirkninger og komplikationer ved en brystforstørrelse

Selv om risikoen er meget lille, kan der opstå komplikationer ved brystforstørrelse med implantater. Se oversigt over mulige bivirkninger og komplikationer nedenfor.


Asymmetri

Mange kvinder har fra naturens hånd asymmetriske bryster. Ved en bryst­forstørrende operation kan man i nogle tilfælde reducere denne asymmetri,­ mens asymmetrien i andre tilfælde forbliver uændret. Selv uden forudgående asymmetri er der en lille risiko for et uens resultat. Det er dog sjældent,­ at en sådan opstået asymmetri­ kræver korrektion.


Ar

Der kommer altid ar efter bryst­forstørrende operation. Jo større og jo fastere implantaterne er, jo længere er arrene. Gennemsnitligt er arrene ca. 5 cm lange. Arrene efter operationen vil typisk være røde og hævede, men det fortager sig i løbet af 6-12 måneder. Arrene vil med tiden ofte blive smalle og lyse, men hos enkelte kan arrene blive brede og mørkt pigmenterede.


Følsomhed af brystvorten

Følsomheden af brystvorterne bliver oftest påvirket i forbindelse med en brystforstørrende operation.

De fleste oplever en midlertidig nedsat følsomhed af brystvorterne, som efter et par uger kan give en forbi­gående irritation­ af bryst­vorterne, indtil den normale­ følsomhed­ vender­ tilbage.­ Kvinder, som har en udtalt seksuel følsomhed, skal forvente,­ at denne permanent kan blive forringet i forbindelse med en brystforstørrende operation.

Enkelte oplever permanente føle­forstyrrelser af brystvorterne eller huden tæt omkring arret. Jo større implantaterne er, jo større er risikoen for permanent nerveskade og dermed­ permanente føle­forstyrrelser. Der findes­ ingen behandling af følelses­løshed.


Amning

Teknisk set vil du kunne amme efter en brystforstørrende operation­, men hvis du i forbindelse med operationen­ har mistet følsomheden af bryst­vorterne, kan dette umuliggøre at amme.


Følelige brystimplantater

Afhængig af den anvendte teknik og hvor meget brystkirtelvæv du havde i forvejen­, vil bryst­implantater være mere eller mindre følelige. Er du meget­ slank, skal du være opmærksom­ på, at du eventuelt kan ane protesens kant der, hvor det overliggende væv er tyndest.


Efterblødning

I sjældne tilfælde (under 1%) kan der efter­ operationen­ opstå en blødning. Dette kan kræve en ny operation, hvor implantatet fjernes midler­tidigt, og man sikrer sig, at blødningen stoppes. Herefter lægges implantatet ind igen. Efterblødning giver ofte misfarvning i ugerne efter, men ødelægger ikke det blivende­ resultat. Alle omkostninger i denne forbindelse dækkes af os.


Infektion

Ved al kirurgi kan der opstå infektion, og selv om dette er sjældent i for­bindelse med brystforstørrende kirurgi (under 1%), kan det dog forekomme. Det kræver behandling med antibiotika og det kan blive nødvendigt at fjerne implantaterne. Efter min. 3 måneder, kan man indoperere nye implantater.

Tegn på infektion er rødme, varme, hævelse­, dunkende smerter, almen påvirkning og evt. feber.


Kapseldannelse

Kroppen opfatter altid implantater som fremmedlegemer og forsøger at afgrænse dem med bindevæv. Dette kan hos nogle få patienter (5 - 7%) føre til et fænomen, som man kalder kapseldannelse, hvor brysterne føles hårde, og det kosmetiske resultat­ forringes. Man kender ikke årsagen­ til, at nogle kvinder udvikler denne kapseldannelse­ og har ikke mulighed for at forebygge tilstanden. Skulle tilstanden opstå, kan den behandles, men det vil være nødvendigt­ med en ny operation.


Bristede implantater

Silikoneimplantater er i dag mekanisk­ så stærke, at almindelig slitage ikke indebærer risiko for bristning. Undtagelserne­ er:

  • Hvis der er produktionsfejl
  • Hvis der er sket skade på implantaterne­ under implantationen
  • Hvis der er opstået kapseldannelse, så implantaterne folder inde i deres hulrum
Hvis et moderne, skærefast silikone­implantat brister, bliver silikonen hovedsageligt­ indenfor den kapsel, som kroppen har dannet omkring implantatet.­ Reaktionen­ er derfor typisk kun en hævelse og rødme. Enkelte­ gange kan en hævet lymfe­knude i armhulen antyde, at et tilsyneladende­ normalt implantat er bristet.

En MR-scanning vil ofte kunne afgøre­, om et implantat er bristet. Hvis det konstateres, at et eller begge implantater­ er bristet, anbefales det at få implantaterne fornyet eller fjernet. Der er foretaget megen forskning i kroppens reaktion på silikone, og på nuværende­ tidspunkt har man ikke kunnet påvise nogle varige mén som følge af bristede­ silikoneimplantater.


Hævede lymfekirtler - ALCL

Hævede lymfekirtler Der er for nylig fundet en mulig sammenhæng mellem brystimplantater og en meget sjælden form for non-Hodgkin lymfom kaldet BIA-ALCL. Risikoen er ekstrem lille, men du skal henvende dig, hvis du oplever hævelse omkring brystimplantaterne, hævede lymfeknuder eller andet, som ikke kan relateres til det forventelige forløb efter operationen.


Mammografi og ultralyds­scanning­ med brystimplantat­

Efter en brystforstørrende operation kan det være vanskeligere at udføre mammo­grafi, idet implantaterne skygger­ på røntgenbilledet.

Det er derfor vigtigt at du gør opmærk­som­ på, at du har implantater,­ så radiografen­ kan tage hensyn til dette. Det har særlig betydning ved screening­ for brystkræft og især hvis protesen er placeret ovenpå brystmusklen.

I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt­ at supplere med en ultralyds­scanning eller en MR-scanning.­

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet pjecen "Risici ved at få indsat brystimplantat" til kvinder, der overvejer brystforstørrende operation.

BOOK TID